TikTok godt eller skidt?

2020-08-14

I bedste Hamlet stil er der lige nu en debat i gang, hvorvidt børn bør bruge TikTok eller ej. 

Kort forklaring for de, der tænker; TikTok er det ikke noget man spiser...?         Nej det er tic tac... men tæt på...

TikTok er en APP, hvor børn og voksne kan lægge små video sekvenser op, hvor de ex. mimer og danser. De kan oprette egen profil, hvor de får følgere og likes. Profilen kan enten gøres privat eller offentlig tilgængelig.  

TikTok er blevet eksplosivt populært og 20 % af de 9-12 årige danske børn havde i 2019 en profil på TikTok.

Kritikken af TikTok går på at børnene bliver udsat for videoer, der ikke er bestemt af alder. Ex. florerede der en video af George Floyd, da han blev anholdt.  Senest er TikTok blevet anmeldt for bl.a. skjult reklame og skadende indhold og Politikken* beretter om at TikTok har fået bøder for 38 millioner kroner for at indsamle ulovligt data fra børnene, der bruger det. 

Men hvad er det så, der gør TikTok så populært?

TikTok er et kreativt univers, hvor børnene har mulighed for at dele deres små sjove videoer med deres venner og blive inspireret af andres videoer.

Det du skal være opmærksom på som forælder er:

  • man kan endnu ikke styre hvilke videoer, der bliver vist til dit barn 
  • man skal være 13 år for at oprette en Tik Tok profil.

Så mærk efter. Hvad mener du om TikTok? 

Hvis dit barn er 13 år og du har tillid til platformen så sig ja, hvis ikke så sig nej.

Det lyder enkelt, men jeg ved hvor svært det kan være, hvis svaret er nej. Særligt hvis alle vennerne har det. Så kunne det lyde

"men moaaaar alle de andre har det?" 

Det kan være et enormt pres at føle, at du er den eneste onde mor i verden. Ikke desto mindre, så er det ok at sige nej. 

Og ja dit barn vil blive ked af det, skuffet, måske vred. Det er også ok.

Det er en del af livet at lære at få et nej. Det er da møg ærgreligt, når der er noget vi gerne vil have. Som voksen kan det også være svært at få nej. Men vores børn har brug for at øve sig i at få det nej og at lære at regulere deres følelser efterfølgende. 

Husk det er bedre, at de lærer det med deres forældre, som de er trygge ved.

Så hvad kan du sige, hvis dit barn bliver ked af det eller vred? 

Sig:

"Jeg ved det er svært, når det er noget du rigtig gerne vil. Det er ikke en rar følelse" ... og giv dem dernæst tid til at være kede af det, vrede, skuffede.

" Men moaaar alle de andre har det. det er mega snyd!"

"Jeg har valgt, at du ikke skal have TikTok før du bliver 13 år."

"men mine venner har det og de er jo heller ikke 13 endnu..."

"Det har deres forældre valgt. Jeg vælger, at det skal du ikke. Jeg vil gerne tage den op igen, når du fylder 13."

"du er bare så meeega tarvelig!!!"

"Ja, jeg ved godt, du synes jeg er tarvelig..."

Tilbyd dem trøst, hvis de får brug for det men stå fast ved dit svar. 

Vi kan godt blive fristede til at forklare og begrunde for vores bekymring. Men  nogle gange er færre ord bedre. 

Hvis svaret derimod er ja så overvej følgende.

Gode råd i brugen af TikTok:

  • Opret profilen sammen, så I kan hjælpes ad med indstillingerne.          Skal den være offentlig eller privat?
  • Vær nysgerrig og se sit barns videoer sammen med dem. Særligt yngre børn forstår ikke altid teksten i de sange, de vælger. Så tal med dem om det budskab de evt. kan få sendt.

  • Husk at indlæg kan blive set af andre også selvom profilen er privat kan du ikke garantere, hvem dine venner viser den til, når de er sammen.     Så tal om, at man kun skal lægge noget op som ens nabo også kan tåle at se;)
  • På Red Barnets hjemmeside er der et link til at slette videoer m.m. på TikTok. https://redbarnet.dk/sletdet/slettevejledninger/slettevejledning-tiktok/

  • Tal om digital adfærd. Hvad vil det sige at få likes - hvordan er det at få negative kommentarer? Eller at blive valgt fra, hvis der er en, der ikke længere vil følge dig?

Citat fra pige på 6 år:

Hun giver mig ikke likes, så jeg vil ikke have hende med til min fødselsdag...

Vi har et enormt ansvar i, at ruste vores børn til at få et stærkt selvværd.  Børn, der hviler så meget i sig selv, at det ikke er antallet af likes, der bliver afgørende. Men at de inderst inde føler, at de er gode nok, som de er.

At de selv, ligesom deres forældre, kan stoppe op og mærke efter mener jeg ja eller mener jeg nej og stå ved. Børn lærer, af det vi gør og ikke det vi siger. Så allerede ved at stå fast i din beslutning, har du vist dem, hvordan man lytter til sig selv og står ved. 

Det er et stort ansvar vi som forældre har i, at guide vores børn i den digitale verden og det kan godt være en udfordring, eftersom vi ikke alle selv er opvokset i den.

Husk at nyt ikke per automatik er dårligt men vær nysgerrig, mærk efter og vælg dernæst... 

*kilde: https://politiken.dk/forbrugogliv