Når døden flytter i familie kollektiv.            

2020-10-21

Far er syg... han vil gerne dø hjemme...

Vi har i en årrække boet sammen med mine forældre i deres hus i et selv udnævnt "familie kollektiv".

Det startede som en hjælp til hurtigere at kunne købe drømmehuset men endte med så meget mere. Vi havde netop købt vores eget hus og var flyttet væk fra mine forældre, da vi i 2014 fik vi beskeden, at min far var uhelbredelig syg af kræft. Mine forældre solgte deres hus kort tid efter og flyttede denne gang hjem til os i familie kollektiv "version 2.0."

Det var et ønske, at min far gerne ville dø hjemme. Min mand og jeg havde derfor en snak omkring det, at vi jo ved at vælge at flytte sammen også gav vores to piger pladser på "1. parket" til min fars sygdomsforløb og til sidst død. Vi var dog begge enige om, at det kunne de, såfremt vi hele tiden huskede at involvere dem på et passende niveau. Samt at vi jo ikke kunne skåne dem for sorgen, men ville vise dem, hvordan vi sammen kunne leve med den.  Vi var derfor indstillede på at vores familie kollektiv nu også på et tidspunkt skulle være et hospice.

Jeg er dybt taknemmelig over al den hjælp, vi har fået gennem min fars sygdomsforløb. Vi havde et hold af skønne social og sundhedshjælpere, assistenter, hjemmesygeplejersker og medarbejdere fra den palliative enhed, der alle på hver deres måde støttede min far gennem sit forløb.

Samtidig tog min mor plejeorlov og plejede min far de sidste 1,5 år af hans liv. 

Det var en tid med mange snakke, besøg fra venner og familie og fyldt med kærlighed.

Min far var meget afklaret og kunne åbent tale om den dag, han ikke skulle være hos os mere. Det var langt sværere for os andre. 

Jeg husker særligt en dag vi sad i venteværelset og ventede på han fik strålebehandling. 

Nu skal I også snart til at vænne jer til en hverdag, hvor jeg ikke er her mere...

Jeg må ærlig indrømme, at jeg var helt paf et øjeblik, tårerne trillede stille ned ad kinden og et øjeblik anede jeg ikke hvad jeg skulle sige.  

Men tiden og sygdommen skred nådesløst frem og hverdagen ændrede sig langsomt i takt med at han blev mere og mere syg. 

Midt i at vores hjem nu var fyldt med plejeudstyr og et rend af diverse sundhedspersonaler fandt børnene sig helt automatisk til rette. Børn er fantastiske til den slags. De var nysgerrige og meget opmærksomme på alt fra morfars nye seng til urinposen der sad fast ved benet.

Wow morfar, hvor har du tisset meget i nat, man må altså kun drikke en kop vand siger mor..." 

I takt med at min far blev gradvis mere syg, skulle vi også tage stilling til, om vi mente pigerne var klar til at opleve døden på nært hold og være der når min far døde.

Vi blev enige om, at det var de, hvis de ønskede at være der når han døde og såfremt de blev forberedt på et niveau, der passede til deres alder. 

Vi havde dog ikke behøvet at spørge. Vores ældste datter på 9 sagde selv en aften; " når nu det der skal ske mor... så vil jeg gerne være der"... 

Vi sad sammen på sengekanten og jeg lovede, at når vi kunne se, at nu var morfar så syg, at det var ved at være tid, at så skulle jeg sige til.

Det var dengang ment som en hjælp for at hun i skolen og med vennerne ikke skulle være bekymret for om morfar ville dø, mens hun ikke var hjemme. Men nu satte tvivlen ind; for hvornår er det tid til at sige til? Hvad hvis jeg sagde at nu var det nu og så var det det ikke? eller værre endnu at jeg ikke nåede at sige til?

På mange måder var alt en afvejning. Min far fik at vide af lægerne at han havde max. 2 år at leve i. Han levede i 5 år.

Det var meget intense 5 år. 5 år med hospitalsbesøg, indlæggelser, hjemmehjælpere, hjemmesygeplejersker, hospitalsseng, hjælpe remedier, plejeorlov...

Hver gang med tanken; er det her den sidste jul? Den sidste fødselsdag? Vi fik taget MANGE billeder og skabt mange minder, men der var også meget bekymring for var det nu, at det gik ned ad bakken med hans helbred?

Men min bekymring blev gjort til skamme... det var ikke svært at vide, hvornår det var tid, da tiden endelig kom.

Han var langsomt blevet mere og mere træt men fra den ene dag til den anden gled han ind i en dyb søvn. En søvn vi ikke var i tvivl om, han ikke ville vågne fra.

Børnenes lærere blev informeret, jeg blev kaldt hjem fra arbejde snart skulle vi sige farvel...

Min far havde 14 dage forinden valgt at fejre sin runde fødselsdag for alle hans familier og venner ... Det var en dag, hvor ingen sagde det men lige der gav livet og dagen så meget mening...

Det var derfor kun den nærmeste familie, der stille kom og sad ved hans side... Det blev så sent at vores yngste på 6 år blev lagt i seng...

Men vores datter på 9 var ved hans side sammen med hele familien, da han stille sov ind. Det havde været en lang dag, så omtågede gik vi i seng. Lyset var tændt på værelset... han skulle ikke lægge i mørke.

Det var ikke meget søvn vi fik den nat på sofaen i stuen.

Da vores piger vågnede, fik de tilbuddet om at komme ind og se morfar.

Forinden havde vi beskrevet, hvordan han så ud, så de var forberedte.

Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs over deres reaktion. Som forældre vil vi altid vores børn det bedste, men det her var uafprøvet territorie.

Men igen blev min bekymring gjort til skamme.

Da tårene havde fået lov at passere blev deres nysgerrighed vakt.

Deres små fingre løb forsigtigt hen over hans ansigt, mens de nærstuderede hver en fuge, som de havde kendt hele deres liv og som nu så helt anderledes ud og alligevel så velkendt...

Nu er morfars næse også blevet helt kold! 

Proklamerede den yngste efter at have været ude og lege for så at komme ind og kigge til morfar igen.

Vi fangede hende i at prøve at fodre morfar med en vanillekrans, der var hans yndlings småkage.

Det blev til en snak om, at når vi dør behøver vores krop ikke ilt, vores maver ikke mad og vi kan ikke længere se, høre og føle.

Han lå hele dagen i sin seng, men vi alle gik til og fra. Fik sagt de sidste ord...

Om aftenen kom bededamen. Børnene var med til at "putte ham" så han lå godt i kisten, der stod i køkkenet.

Kisten blev pyntet med klistermærke hjerter, som vores fantastiske naboer på vejen havde lavet og børnene skrev deres navne på.

Svigersønnerne bar ham ud og med et, blev der meget stille og meget tomt.

Min far var et fantastisk menneske og han efterlod et kæmpe tomrum for med stor kærlighed følger stor sorg. 

Jeg er fuld af taknemmelighed over, hver en dag vi fik.

Ville jeg gøre det igen? Absolut. Det var en gave... altså ikke hans sygdom men det at have muligheden for, at han kunne dø hjemme.

Vores piger har fået lov at opleve døden og sorgen på tæt hold og tidligere end jeg ville have ønsket for dem. Men vigtigst af alt har de lært, at leve med sorgen...