Husk at lade dine forældre batterier op!

2021-10-15


Forestil jer øko-køerne, der bliver sat på græs;

halen der flagrer i vinden mens de gumpetunge dyr galoperer hen over markerne.

Præcis sådan havde jeg det, da jeg efter en måned i en total isoleret baby boble løb ned af trappen for at tage i Netto!

Det var frihed i ypperste grad! Her var jeg uden en lille baby fæstet på kroppen! Aldrig havde det været så godt at skulle ned og købe 2 liter mælk i noget så eksotisk som den lokale Netto! 

Set i bakspejlet kan jeg sagtens grine af det. Det var også lidt exceptionelt, da vores ældste datter ikke fik nok mad. Den første måned gik derfor med at følge diverse råd i håb om at mælken løb til. 

Men på en eller anden måde er det det, der let sker, når vi bliver forældre... Vi skal pludselig stå til rådighed for et lille menneske, der er så total afhængige af os, at vi må sætte nogle af vores egne behov på pause. 

I mit tilfælde betød det bl.a. at døren til toilettet pludselig ikke blev  lukket mere, for jeg skulle jo kunne høre den lille. Senere stod den åben, så den nu knap så lille kunne komme kravlende, hvis der opstod et akut behov.

Hvilket viste sig at være ret tit! Så kom lillesøster til og det hele startede forfra.

Så det var altså temmelig overvældende og ret fantastisk den dag det gik op for mig, at nu kunne jeg da vist godt begynde at låse døren igen... 

Men nogle gange glemmer vi at stoppe op og opdage at vi ikke behøver være tilstede 24/7! 

Og den gode nyhed er, at du ikke behøver at vente til junior fylder 15 år. 

Du skal bare lære at prioriterer det!

Hvad enten det er en shoppetur uden børn, den låste dør på toilettet, et langt bad, 5 minutter på sofaen eller en gå tur med en ven... 

Bare lidt "mig tid" i løbet af dagen kan være skønt for batterierne. Hvis du kan mærke, at du er lav på batterier så læg dig på sofaen og få slappet af. Tænk på din mobil! Når den når det røde felt siger du jo heller ikke "ahh om 7 timer får den lige lidt strøm." Nix! Det skal være nu og sådan er det også med mennesker!

Alt for ofte så går vi og tæller ned til at ungerne skal i seng for SÅ kan vi endelig slappe af. Giv i stedet dig selv et frikvarter i løbet af dagen og drop den dårlige samvittighed!

Pyt med om det ikke blev mad fra bunden eller du ikke nåede at støvsuge. Til gengæld har du sikkert kunne være meget mere tilstede for dit barn eller ægtefælle fordi batterierne ikke lyste rødt!

For en god forælder er en, der også husker at gøre noget godt for sig selv! 

Når vi er ladet op og passer godt på os selv kan vi også i langt højere grad passe på andre! 

Alt for ofte så glemmer vi os selv i jagten på at være den perfekte forælder. Vi giver og giver til vi er helt udhulede og får så svært ved at være den, der tager imod.

Og lige pludselig så flyder bægeret over og vi får råbt højt! 

Det kan være fristende at skyde skylden på den dovne ægtefælle eller ungerne, der af uforklarlige årsager ikke kan ramme vasketøjskurven. 

Men ofte handler det om, at vi ikke har fået afgrænset os selv. At vi får givet mere end vi har at give.  Hvis du har en partner så kig på om arbejdsopgaverne er ligeligt fordelt? Måske dit barn også kan påtage sig nogle af opgaverne? 

Nogle gange kommer vi selv ubevidst til at påtage os flere og flere opgaver, fordi vi i bund og grund synes vi er bedst til at løse dem. Så kan det faktisk blive svært at give dem fra os. 

Jeg må indrømme at jeg nyder når manden laver madpakker meeen jeg må indrømme, at der altid er en lille stemme der siger... måske jeg skulle lave dem han ved måske ikke at den lille ikke kan lide... og ... For i bund og grund synes jeg mine madpakker er bedst;) men shhhhh!

Sidst men ikke mindst så gør børn som vi gør og ikke som vi siger. Så hvis du vil lære dit barn at mærke sine grænser og sige fra på en konstruktiv måde så skal du gå foran og vise det!

Vis dem hvordan selvkærlighed ser ud. Pas på sig selv, mærk efter og sæt dine egne grænser. For det er først, når vi er noget for os selv, at vi kan være noget for andre.