Vi glemmer at dødeligheden er 100% i Danmark...

2020-07-20

Er det ikke lidt mærkeligt at blande blogindlæg om både livet og døden med børn sammen? 

Absolut ikke. For mig er der ikke noget mere naturligt. Det ene forudsætter det andet. 

Min mission er, at døden bliver lige så naturlig at tale om som tandbørstning og sengetider... 

Men døden er forbundet med sorg og netop derfor, kan det blive svært. For det at være ked af det, eller andre er kede af det, kan være svært at være i. 

Samtidig er døden blevet fjernet fra os. I gamle dage lå den afdøde derhjemme i nogle dage, hvor familie og venner kom og tog afsked.

I dag dør størstedelen på hospital, plejehjem eller hospice. Men sådan ønskede min far det ikke.                

Mine forældre boede hos os i en årrække i vores selvudnævnte familiekollektiv. Da min far blev syg, havde han et ønske om at dø hjemme. 

Vi havde derfor en lang snak om hvorvidt, vi kunne opfylde hans ønske om at dø hjemme. Hvordan ville børnene klare, at have pladser til døden på 1. parket?

Samtidig var det et krav, at vi kunne være sikre på, at han kunne være smertedækket gennem hele forløbet. 

Men børn er fantastiske. De har fulgt min far gennem hans sygdom og i sidste ende hans død. De har været åbne, nysgerrige og fordomsfri. 

Vores piger har fået lov at opleve døden og sorgen på tæt hold og tidligere, end jeg ville have ønsket for dem. For på en eller anden vis bliver livet mere skrøbeligt bagefter. For hvis morfar kan dø kan mor og far så også?

Men vigtigst af alt har de lært, at man kan lære at leve med sorgen og at døden, om end vi til tider ville ønske det anderledes, er en naturlig del af livet.

For om vi vil det eller ej, så er der 100% dødelighed i Danmark...

Her kan du læse den meget personlige beretning om 

"Da døden flyttede i kollektiv".

kilde: Dødsårsagsregisterets rapport for 2018.